Når du kommer med dit barn i klinikken, er
det dit barn der er i centrum og behandlingen starter så snart I
træder ind ad døren. Babyer og små børn kan sidde hos dig imens
vi sammen ”lander” og taler om hvorfor I er her. Jeg spørger måske
ind til hvordan graviditeten og fødslen har været, samt tiden til
nu. Har der været fald, slag, uheld eller reaktioner på hændelser.
Samtidig starter jeg journal op. Større børn kan ofte selv fortælle
hvorfor de er her og hvad de har brug for hjælp til, måske med hjælp
fra mor og far. Jeg lægger stor vægt på at møde dit barn så det har
tillid til mig og er tryg ved det jeg gør inden den fysiske kontakt.
Dit barn kan stadig sidde hos dig, når den mere fysiske del af behandlingen med hænderne begynder, eller den kan foregå på briksen/gulvet. Medbring gerne babys dyne og dit barns yndlingslegetøj som evt. kan være en del af den indledende snak/selve behandlingen. Du kan også læse højt fra en bog så det bliver en hyggelig oplevelse. Under behandlingen sidder eller ligger dit barn i en stilling det selv føler er rart. Er der brug for en lille stund med amning/flaske/ren ble er der også tid til det undervejs.
De udfordringer dit barn har, kan forstærkes under behandlingen og oplevelsen kan være både fysisk og følelsesmæssig og komme til udtryk som f.eks. rastløshed. Det er en naturlig reaktion der viser at barnet er ved at få kontakt til de dybereliggende årsager til udfordringerne.
Der kan være forskellige årsager til
dit barns udfordringer. En fødsel som udefra ser fredelig og
almindelig ud og hvor alt gik godt, kan for baby have været
stressende og for hurtig. Det kunne også være en fødsel der endte
med akut kejsersnit mv. Udfordringer der relaterer til fødslen kan
vise sig som uro, gråd, søvnproblemer, favoritside, kolik/mavekneb,
fordøjelsesproblemer, suttebesvær, refluks, mistrivsel/gråd, skæve
kranier mv. Baby og børn kan også være låst i nakken med afklemning
af vagusnerven/10 kranienerve som resultat.

Har mor i graviditeten været stresset eller syg, kan det også have påvirket baby, da mor og foster deler blod og hormoner under graviditeten. Mors/fars nervesystem kan også være i forhøjet alarmberedskab efter fødslen, så det er svært at regulere babys nervesystem. Her anbefaler jeg nogle gange at mor/far booker tid til egen behandling.
Et par klienthistorier:
Stramme tungebånd er et emne der p.t. er oppe i
mange medier. Når barnet har svært ved at sutte, tænker mange at
klip af tungebånd er en god løsning. Her er min erfaring er at der
kan være andre muligheder end at klippe. Jeg havde en 6 uger gammel
dreng i behandling, han havde bl.a. svært ved at sutte. Under 2.
behandling stak han pludselig tungen frem, mor blev overrasket, da
han ikke tidligere havde kunnet dette.
En mor kom med sin lille
pige. Hun sov dårligt dag og nat, havde det svært i dagplejen og var
utryg. Gennem behandlingen fik kroppen plads til selv at kunne
slippe de blokeringer der efter en hurtig fødsel havde givet
spændinger i hendes krop. Efter 4 behandlinger var pigen gradvist
blevet mere tryg i hverdagen. Hun begyndte at sove godt i dagplejen
og kunne gradvist begynde at slippe den omklamrende kontakt med mor
og brystet.

